Dansk “nordisk tone”: Hyggejazz?

Som det vil være nogen bekendt, interesserer jeg mig for dansk jazz og ikke mindst, hvad der konstituerer dansk jazz og jazzhistorie. Således har jeg fornyligt beskæftiget mig med brugen af Carl Nielsens musik i jazzsammenhæng og skriver netop nu speciale, der skal ende med en dansk jazzhistoriografi (det første forsøg på en sådan, mig bekendt og i al beskedenhed). I den sammenhæng læser jeg selvfølgelig en del om emnet (og lytter da også til lidt musik) og læste derfor forleden Chris Washburnes forholdsvis nye artikel om dansk jazz: “Jazz Re-Boardered: Cultural Policy in Danish Jazz”, Jazz Perspectives 4/2 (2010).

Ud over at det er interessant, at en udenlandsk forsker giver sig i kast med at skrive om vores hjemlige himmelstrøg, så studsede jeg over Washburnes beskrivelse af den allestedsnærværende “nordisk tone”. Den nordiske tone var netop et af emnerne for den studiekreds, som jeg var med til at arrangere i efteråret, og her var der mere eller mindre vidtløftige diskussioner om, hvordan man kunnen tale om, analysere og beskrive denne på alle måder luftige musik. Desuden talte vi om, hvorvidt den nordiske tone skulle anskues i et lokalt, regionalt og/eller globalt perspektiv.

Personligt har jeg aldrig været helt overbevist om, at man kan definere en særligt dansk nordisk tone, hvis man da overhovedet tror, at man kan komme i nærheden af en nogenlunde stabil og fyldstgørende definition af en nordisk tone generelt. Washburnes bud på en forklaring af det særligt danske er interessant, fordi han knytter det an til begrebet “hygge”. Hygge er jo notorisk svært at definere, hvorfor Washburne forklaring måske lader noget tilbage at ønske, men spændende er det dog:

I further contend that hygge is a significant force in the conception of the homely in Danish jazz, as it captures some of the more subtle cultural differences among the various Nordic jazz expressions. Hygge guides both the performance and reception of jazz in Denmark to a much greater extent than in other Scandinavian countries. (s. 145-46)

Washburnes eksempel på “hyggejazz” er den kanoniserede indspilning af “I skovens dybe stille ro” fra NHØP/Drews Duo:

Og Washburne skriver:

The Pedersen-Drew recording of “I skovens dybe stille ro” aptly captures a unique Danish jazz sound, which is part Nordic tone and part American bluesy expression, and underpinned by the intimacy of hygge. The sense of intimacy is captured both in the iconography found on the album, notice the “at home” photo on the front cover, and in the sonic qualities heard on “I skovens dybe stille ro.” On this slow ballad, the unpretentious sound quality of the piano and bass duet with the alternation of Pedersen’s straightforward pizzicato, upper register, and vocal-like rendition of the melody accompanied by Drew’s gospel-like chordal accompaniment. In addition, Drew’s sparse and bluesy soloing give the entire cut a quiet conversational feel. This intimate performance aesthetic, coupled with the choice of repertoire (i.e., a well- known song from the Danish folksong tradition), produced in jazz something that Danes hailed as essentially “Danish-” or “hygge-jazz.”

I min forskning om brugen af Carl Nielsens sange i jazz har jeg selv lagt vægt på, at man ikke bør se brugen af nordiske folkeviser og sange som et eksklusivt og lokalt fænomen, men i stedet læse det ind i den globale musikkultur og æstetik, som jazz er. Her synes jeg, at det er særdeles interessant, at Washburne (i højere grad end f.eks. Fabian Holt, fra hvem Washburnes parallel til det “hjemlige” stammer, har gjort det) lægger vægt på musikken som en del af (Paul Gilroys) “the black Atlantic”. Det er måske også her, at den danske jazz og dens nordiske tone adskiller sig fra de øvrige skandinaviske landes (især den norske)?

Flere steder er den nordiske tone blevet beskrevet som en form for skandinavisk blues. Dette har givetvis sin rod i en sammenstilning af en essentialiseret forståelse af blues som en afroamerikansk klagesang og en ligeledes begrænset forståelse af den nordiske tone som de golde, store vidders musik. Imidlertid er blues jo så meget mere end det og på samme måde er det åbenbart, at en fortolkning af den danske nordiske tone som “hygge”-blues, om man vil, stiller krav til en mere nuanceret forståelse af musikken, fordi noget hyggeligt umiddelbart ikke lader sig klassificere som en nordisk klagesang.

Jeg har endnu ikke ført mine tanker om denne musik til ende, men det synes klart, at hverken den “nordiske tone”, dansk jazz eller hygge er emner, der er fuldstændigt udforskede endnu.