Engang imellem er man så heldig, at komme til en ganske vidunderlig koncert mere eller mindre ved et tilfælde. Jeg synes ofte, at man i disse tilfælde er mere modtagelig (på godt og ondt) for den givne musiks udtryk. Om ikke andet er man lettere at overraske.
Dette var også tilfældet tidligere idag, da jeg var til koncert på Afdeling for musikvidenskab, hvor jeg, som det vil være nogen bekendt, sidder og skriver speciale for tiden. Jeg kunne således spankulere op fra mit kontor og sætte mig tilrette i et til anledningen dunkelt rum (lysstofrørerne larmede angiveligt så meget, at det ville forstyrre musikken, men det forhindrede dog ikke bilerne på gaden udenfor i at give deres besyv med i løbet af koncerten). Her spillede Erik Skjoldan et sagte og langsomt klaverværk af Morton Feldman: For Bunita Marcus.
Måske fordi jeg ikke kendte musikken på forhånd, og intet havde gjort for at forberede mig på koncerten, så blev jeg ganske overrasket over det fantastisk, langsommeligt klingende stykke musik. Jeg kender ikke Feldmans musik særligt godt, og derfor kunne jeg ikke rigtigt placere det i forhold til anden musik af ham. I stedet faldt tankerne på Hans Abrahamsens Winternacht.
Jeg ved ikke om der er nogle formelle, musikalske eller æstetiske sammenfald mellem de to værker og komponister, men i mit stille sind formede der sig en ganske klar forbindelse. Denne mærkelige oplevelse af lydlige erindringer og æstetisk erfaring er ofte noget af det, der skaber spændende musikalske øjeblikke.